Boliger til ældre, syge og handicappede

Er du syg eller svækket og har du brug for en bolig med særlig indretning, så læs om dine muligheder her.

Ældrebolig

Hvad er en ældrebolig?

En ældrebolig er en selvstændig lejebolig, hvor du betaler indskud og husleje.

Med en ældrebolig får du:

  • en lejlighed i nærheden af andre ældreboliger
  • en bolig, som er indrettet særligt til ældre og handicappede med elevator og plads til kørestol
Hvem kan få en ældrebolig?

Du kan søge om en ældrebolig, hvis der ikke er mulighed for at indrette din nuværende bolig hensigtsmæssigt.

Du kan få hjælp i form af en ældrebolig, hvis du blandt andet har:

  • nedsat fysisk funktionsevne
  • behov for den specielle indretning, som er i ældreboliger.
Hvordan får jeg en ældrebolig?

Du selv, din familie, din læge eller sygehuset kan kontakte kommunen med henblik på visitation til ældrebolig.

Hvornår kan jeg få en ældrebolig?

Kommunen anviser dig til ældrebolig i forhold til dit behov for boligen. Det vil sige, at kommunen skal anvise boligen til den borger der har størst behov for boligen uanset borgerens placering på ventelisten.

Får du tilbudt en bolig, har du kort betænkningstid. Siger du ja, skal du flytte ind i boligen hurtigst muligt. Hvis du afviser et boligtilbud, opretholder du din ansøgning om en ældrebolig.

Hvad koster det at bo i en ældrebolig?

Du skal betale indskud og husleje i ældreboliger. Du betaler også el og varme. Du kan søge om boligindskudslån og boligstøtte til huslejen.

Læs mere om økonomien Ældre Sagens hjemmeside.

Indhold hentet fra borger.dk