Boliger til ældre, syge og handicappede

Er du syg eller svækket og har du brug for en bolig med særlig indretning, så læs om dine muligheder her.

Boliger til ældre

Hvis du ikke kan klare dig i eget hjem og har behov for en plads på et plejehjem eller i en ældre- eller plejebolig, skal kommunen tilbyde dig en plads eller bolig. Hvis du har behov for en plejehjemsplads eller plejebolig, skal kommunen tilbyde dig en sådan inden for to måneder, efter du er optaget på ventelisten – (plejeboliggaranti).

Du kan få bevilget en pleje- eller ældrebolig, hvis du har behov for en bolig, der er indrettet specielt til ældre. Hvis du har behov for at komme på plejehjem, er det fordi du er afhængig af pleje og omsorg flere gange i døgnet, og plejen ikke kan gives i anden bolig, men kun på plejehjemmet.

Boliger til ældre:
  • ældrebolig
  • plejebolig
  • plejehjem
  • friplejebolig

Siden oktober 2018 har der eksisteret en plejehjemsoversigt, som giver information om og overblik over alle plejehjem, plejecentre og friplejehjem. Formålet med plejehjemsoversigten er at understøtte det frie valg af plejehjem og at understøtte lige konkurrence mellem private og offentlige leverandører.

Indhold hentet fra borger.dk