Boliger til ældre, syge og handicappede

Er du syg eller svækket og har du brug for en bolig med særlig indretning, så læs om dine muligheder her.

Hvordan får jeg en ældrebolig, plejebolig eller plads på et plejehjem?

Når du selv, din familie, din læge eller sygehuset har kontaktet kommunen med henblik på at du skal flytte til fx en ældrebolig, skal kommunen visitere dig – det vil sige, tage stilling til, om du kan godkendes til at få en ældrebolig, plejebolig eller plads på et plejehjem. Her tager kommunen udgangspunkt i dine konkrete behov i forhold til din fysiske, psykiske og sociale situation.

Vurderingen af en ansøgning skal ske i sammenhæng med kommunens øvrige tilbud til personer i eget hjem, fx personlig og praktisk hjælp, dagcenter eller ældrecenter, midlertidig eller permanent dag- eller natpleje, boligændringer i nuværende bolig, særlig støtte eller aflastning eller afløsning af ægtefælle eller andre pårørende.

Du har ikke krav på at få tildelt en ældrebolig, blot fordi du eventuelt har nået en høj alder.

Indhold hentet fra borger.dk